Dagen før

Tirsdag morgen
Tirsdag morgen startede som en næsten normal tirsdag morgen. Vækkeuret ringede kl. 6:00 og efter et par snoozere stod jeg op og gik i bad, så jeg var nyvasket inden afgang til Aalborg Sygehus Syd. Jeg var også lige en tur ovenpå vægten, som viste 148 kg.

Efter morgenmaden, som bestod i en portion Nupo med jordbærsmag blev de sidste effekter pakket i kufferten, som allerede var pakket med lidt læsestof (Det blå guld af Clive Cussler, Aldersrelateret træning, et Basserne og et samlehæfte med Lucky Luke), min kalender, lidt ekstra tøj, et billede af Zeus (verdens dejligste hund), en mobiltelefon, oplader. De sidste effekter, der blev lagt i kufferten var min medicin samt min toilettaske.
Ankomst til Aalborg Sygehus Syd

Afgang til sygehuset var i taxa, som var bestilt til kl. 7:30 og kl. ca. 7:45 ankom jeg sammen med min søster, Connie, til hovedindgangen af Aalborg Sygehus Syd.

Vi tog elevatoren til afdeling A1 på 4. sal, hvor jeg skulle indlægges.
Jeg meldte mig hos sekretæren på sygeplejerskernes kontor, og jeg blev henvist til opholdsstuen, idet de endnu ikke havde fået en ledig seng og en stue til mig.

Samtale med diætist Anja Liisberg
Vi sad her og ventede til ved godt 9-tiden, hvor Anja Liisberg (diætisten) sammen med en praktikant kom for lige at tale med mig om min status og give mig en repetition af min madplan for de efterfølgende dage og uger. Både jeg og min søster havde forskellige spørgsmål både om det forestående indtag, men også lidt om hvordan jeg skulle forvente at have det og i hvilken takt jeg kunne forvente at genoptage mine mange sysler. En god, beroligende og oplysende snak. En meget stor tak til Anja!

Samtale med og undersøgelse af læge
Mens vi havde samtale med Anja blev jeg kaldt ind til indlæggelsessamtale og -undersøgelse af en læge, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, men det var ligesom alle andre samtaler med personalet en positiv dialog og viste, at sygehuset virkeligt arbejdede seriøst og meget professionelt. Dog viste det sig, at der i journalen var anført, at jeg skulle have foretaget en Gastric Banding, hvilket dog ikke var det, som jeg havde aftalt med overlæge Jens Peter Krogstrup. Her var aftalt en Gastric Bypass. Efter en undersøgelse på operationslisten viste det sig, at det var den aftalte Gastric Bypass, der skulle gennemføres.

Samtale med sygeplejerske Anne Hesselby
Efter endnu lidt ventetid var det blevet tid til en samtale med Anne Hesselby, ”min” sygeplejerske, som skulle vide nærmest alt om mig, min baggrund mv. Anne fortalte også om de praktiske forhold på afdelingen og hen sidst på formiddagen blev jeg anvist en stue, en to mandsstue for enden af gangen. Jeg fik sengen ved vinduet, så jeg havde en dejlig udsigt ud over Aalborg og jeg kunne næsten se hjem.

Under min samtale med Anne kom det frem, at jeg, når jeg havde talt med narkoselægen samt fået taget blodprøver og talt med Jens Fromholt, som skulle foretage min operation, kunne tage hjem og såfremt jeg skulle opereres som første patient næste dag skulle jeg komme om aftenen og var jeg anden patient skulle blot møde ind næste morgen, dvs. jeg kunne sove hjemme i min egen seng.
Anne skulle vise sig at blive min gode støtte under mit ophold på afdelingen, tak til Anne.

Samtale med narkoselæge
Samtalen med narkoselægen foregik umiddelbart efter frokost og gik ud på, at de ønskede at høre om jeg tidligere havde været under narkose, hvilket ikke var tilfældet. Narkoselægen fortalte endvidere om hvorledes narkosen skulle forløbe og i mit tilfælde ville de sandsynligvis intubere mig inden jeg blev lagt i narkose, idet de ville være sikre på, at de kunne hjælpe mig med at trække vejret såfremt det blev nødvendigt under narkosen.

Narkosen var det, som jeg uvist af hvilken årsag, var mest nervøs for, men samtalen med narkoselægen var meget betryggende og beroligende. Tak for det!

Samtale med overlæge Jens Fromholt
Imellem to operationer fik Jens Fromholt også tid til at samtale med mig om den forestående operation. Jens Fromholt udviste som de øvrige på afdelingen stor forståelse og indføling i den situation, man som patient var i, og gennemgik operationens forventede forløb. Det var meget betryggende at tale med den kirurg, som skulle foretage indgrebet.

Efter samtalen med overlæge Jens Fromholt kom en laborant for at tage et par blodprøver, ligesom jeg fik taget mål til støttestrømper, som jeg skulle bruge i forlængelse af operationen for at nedsætte risikoen for blodpropper og så skulle navlen rengøres.

Jeg var også en tur forbi sygehusets vægt og kampvægten var her 147, dvs. 3 kg under den vægt, som jeg skulle ned på inden operation.

Herefter fik jeg lov til at tage hjem, men skulle kontakte afdelingen for at få besked om, hvornår jeg skulle møde ind igen og det viste sig, at jeg skulle opereres som nr. 2 og det betød så, at jeg først skulle møde ind onsdag morgen kl. 7:00, vel og mærket fastende.

Resten af dagen gik med at hygge mig med Zeus, holde et lille møde i tennisklubben samt følge AaB Ishockey på TV2 Zulu i kampen om det danske ishockeymesterskab.