En gang tilbage i starten af 90’erne blev jeg pludselig meget syg, fik efter en række undersøgelse påvist en infektion forårsaget af insektbid.
Under denne diagnosticering blev der konstateret forhøjet blodtryk og ved efterfølgende kontrol hos egen læge påbegyndtes en behandling for det forhøjede blodtryk med medicin.
Behandlingen havde desværre ikke den ønskede virkning, idet det over en længere årrække ikke lykkedes at få blodtrykket ned på et acceptabelt niveau.
I 1998 flyttede jeg til Aalborg og skiftede dermed læge.
Min læge i Aalborg fandt det ikke helt forsvarligt at blive ved med at øge dosis af den blodtryksænkende medicin for på daværende tidspunkt fik jeg 4 produkter:
- Atacand
- Baypress
- Zelozok
- Furix (vanddrivende)
Min læge henviste mig derfor til Nyremedicinsk Ambulatorium på Aalborg Sygehus Syd, hvor der blev foretaget en røntgenundersøgelse af mine nyrer. Undersøgelsen viste, at der ikke var nogen forsnævring i hverken den ene eller anden af min nyre.
Efter en periode, hvor medicineringen blev forsøgt reguleret blev jeg henvist til Endokrinologisk Ambulatorium, hvor jeg blev tilknyttet overlæge Jens Peter Krogstrup. Henvisningen til Endokrinologisk Ambulatorium var sket i forlængelse af at Nyremedicinsk Ambulatorium havde konstateret, at mit forhøjede blodtryk skyldtes min overvægt. Jens Peter Krogstrup ønskede dog at foretage forskellige undersøgelser inden han ville påbegynde en egentlig behandling, idet han ikke var helt overbevidst om, at der ikke kunne være andet end min overvægt, som forårsagede mit forhøjede blodtryk.
Jeg fik bl.a. konstateret kraftig forhøjelse af stresshormon (nor-adrenalin), hvilket dog ikke helt harmonerede med at jeg var kraftig overvægtig og en række undersøgelser blev indledt, herunder en række forskellige skanninger af nyrerne.
Imens disse undersøgelser pågik, fortsatte jeg kontrollen hos Nyremedicinsk afdeling og var her tilknyttet Jeppe Hagstrup Christensen. Undervejs fik jeg tilbudt et nyt præparat, Loniten, som viste sig at være ganske virksomt og efter en periode begyndte mit blodtryk for første gang at nå et tilfredsstillende niveau, 150/85-90. Her før havde mit ligget på ca. 160/95-100. Heldigvis havde jeg ingen gener af det forhøjede blodtryk.
Desværre begyndte jeg at døje med vand i benene efter at jeg var begyndt at tage det nye produkt, men da det havde en positiv virkning på blodtrykket valgte vi at fortsætte med doseringen og jeg fik ordineret vanddrivende.
Desværre resulterede den vanddrivende medicin i urinsyregigt, smertefuldt når anfaldet kommer og nærmest konstant irritation samt smerter i fingre og håndled gjorde, at jeg måtte både have medicin for at nedsætte dannelsen af urinsyre samt smertestillende.
De mange bivirkninger viste sig at blive den udslagsgivende faktor for at tage den endelige beslutning om at takke ja til operationstilbuddet fra Jens Peter Krogstrup.
I starten af 2005 fremsatte Jens Peter Krogstrup det endelige tilbud om operation og i løbet af foråret/sommeren meddelte jeg hans sekretær, at jeg gerne ville tage imod tilbuddet og forventede egentligt, at jeg skulle opereres i uge 39 eller 40.
Midt i august var jeg til den afsluttende samtale med Jens Peter Krogstrup og her fik jeg overbragt meddelelsen om, at jeg med en kampvægt på 163 kg skulle tabe mig 13 kg inden operationen. Dette var lidt af et slag for mig og det var jeg slet ikke forberedt på og jeg havde ingen forhåbning om at det kunne nås inden uge 39. Jeg fik udleveret telefonnummeret til Anja Liisberg, som er tilknyttet som diætist.
Det skal siges, at dette vægttab forudsættes af hensyn til patienten og kirurgen, som har behov for så megen plads i maven, som muligt og her er man kommet frem til et vægttab på 8 % er passende.Umiddelbart var min beslutning taget, men samtidig kunne jeg ikke overskue situationen, nu skulle jeg til at sætte en ny person ind i min situation, så resultatet blev i stedet, at jeg naturligvis var fuldt ud klar over, at jeg skulle have operationen gennemført, men alligevel skete der det der ikke måtte ske, jeg begyndte at tage på igen.
