Padel træning

.

Intro til nye padelspillere
Nye padelspillere kan med fordel tilbydes et kort intro-kursus, som kan varieres alt fra en time til et kortere forløb på 3-6 gange, hvor spillerne kommer igennem padelspillets fundament med
– regler
– placering og grundlæggende taktik
– de elementære slag, som for- og baghånd (med og uden glas), flugtninger, serv og slag over hovedet.
– spil

Holdtræning
Er der en gruppe af spillere, som gerne vil have fast træning vil en træner kunne sammensætte et træningsforløb, hvor gruppen kommer gennem de forskellige elementer i padelspillet lige fra teknik, taktik, fysik og mentale elementer.
Padelspillet består af en lang række slag, som benyttes under forskellige situationer og uanset, så er stabilitet i slagene meget vigtigt ligesom både den enkelte spillers men også parrets evne til at placere sig rigtigt skal vægtes rigtig højt under træning og spil.

Individuel træning
Især i de kommercielle centre er der mulighed for at købe individuelle træningstimer. Dvs. at du og evt. en makker har en træner til rådighed for de ting, som du gerne vil have trænet i 50-60 minutter.
Min personlige anbefaling er at det kan være en god ide, at der er 2 spillere, som deler en træningstime med mindre du er en meget dygtig spiller og der skal nørdes med teknik.
I kan også være en gruppe på eks. 3-4 som har brug for hjælp til det spillemæssige og taktiske, og derfor ønsker live coaching. Ved 3 spillere vil trænere kunne gå ind og spille med.

Tema træning
Der kan også tilbydes tema træning på 1,5 – 2 timers varighed, hvor der er fokus på nogle tekniske elementer som sættes sammen i en taktisk kontekst og sluttes af med spil. Her kan være 4-8 spillere på 1-2 baner.

Temaer kunne være:
a) Padelspillets fundament med fokus på placering på banen, glas, forhånd, baghånd samt flugtninger
b) Fokus på de spændende slag som bandeja, bajada, chiquita og udnyttelse af slagene ifht det offensive og defensive spil.
c) Fokus på serven og returen samt transition fra offensiv til defensiv og omvendt.
Her vil man komme ind på de forskellige slag.
Der vil naturligvis være mange muligheder og det kan være begrænsningens kunst at sammensætte et program 🙂