Valg af udstyr

Udstyret er en større faktor i glæden ved spillet, end de fleste spillere egentligt indser!

I det følgende vil jeg prøve at beskrive lidt omkring de faktorer, som gør sig gældende i forhold til valg af udstyr og hvad der kan og bør vælges frem for det andet!

Mange tænker, ok, jeg skal blot have et par gummisko på, en ketsjer og så sådan nogle runde gule nogen som bare skal kunne hoppe!!!

Din tennisoplevelse vil klart være afhængig af,
at du har det rigtige udstyr, og det gælder både
valg af ketcher, streng, sko og fornuftigt tøj!

Boldens kvalitet har også en væsentligt
indflydelse på din oplevelse!

Hvordan vælge udstyr

Når du skal vælge udstyr er det ikke uvæsentligt, at du får den rette vejledning. Tænk sådan på det, at hvis du skal handle bil, så går du ikke til købmanden, men finder en person, som har kendskab til valg af biler og hvad der er forskellene på de forskellige biler!

Naturligvis vil du kunne læse meget om det på nettet, men også den personlige vejledning i enten en specialbutik eller hos en træner vil være et rigtigt valg!

Ketsjer

Når du skal vælge din ketsjer er der flere elementer, som du skal være opmærksom på:

  • greb
  • hovedstørrelse
  • vægt
  • balance

Grebstørrelse
I dag er den optimale grebstørrelse, at man kan med sin hånd/fingre næsten kan nå omkring grebet. Så passer det.

Når du vælger greb, er det altid bedre at vælge et greb, som er for lille, for der kan altid sættes et tyndt overgreb på for at gøre grebet lidt større/tykkere. Det er i dag meget vanskeligt, ja umuligt at gøre grebet mindre uden, at det går ud over comforten.

Hovedstørrelse
I dagens valg af ketsjere opereres primært med tre hovedstørrelser:

  • Midsize – hovedstørrelse <600cm2/93 in2
  • Midsize plus – hovedstørrelse mellem 600 cm2/93 in2 og 645 cm2/100 in2
  • Oversize – hovedstørrelse mellem 660 cm2/102 in2 og 690 cm2/102 in2
  • Oversize plus – hovedstørrelse >710 cm2/110 in2

Som tommelfingerregel kan man sige, at jo større hoved, ketsjeren har, jo mere fart/power og jo mindre hoved jo mere kontrol, men til gengæld skal spilleren arbejde noget mere for at få fart/power.

Det hele krydres eller om man vil kompliceres med både valg af streng og med valg af hårdhed i opstrengningen (læs mere om dette i det efterfølgende afsnit).

Motionisten vælger oftest en ketcher med større hoved, mens turneringsspilleren/elitespilleren oftest vælger en ketcher med mindre hoved!

Strenge

Valget af strenge kan næsten betragtes som en hel videnskab – der findes en lang række forskellige typer og den rette streng skal også vælges i fht. ketsjer og til spilletype!

De fleste strenge er i dag syntetiske strenge, men der er stadig enkelte, som vælger tarmstreng eller som vælger at kombinere en tarmstreng med en syntestisk streng. Dvs. på den ene led benyttes en syntetisk streng, mens der på en anden led benyttes en tarmstreng.

Multifilament streng
En mulitfilament streng er en streng som består af mange små strenge! Se billedet her til højre.

Fordelen ved denne type streng er, at den giver en god komfort, god føling, idet den har en større elasticitet, men til gengæld vil man ofte opleve, at holdbarheden ikke er på samme niveau som en monofilament streng.

Holdbarheden vil dog for de fleste klubspillere ikke være en større udfordring.

Monofilament streng
En monofilament streng består primært af en enhed, dvs. en lang streng. Den er oftest stivere end en multifilament streng og dermed vil mange opleve at der er større power og mindre boldføling ved spil med strengen.

Oftest vil man også strenge en monofilament streng lidt blødere op end en mulitfilament streng og som nævnt ovenfor så er holdbarheden oftest længere ved en monofilament streng ifht. en multifilament streng.

Sko

Valget af sko er ikke bare et spørgsmål om at de skal være komfortable, men i høj grad også et spørgsmål om din sikkerhed ifht. at få skader.

Man ser desværre mange tennisspillere se lidt stort på valg af fodtøj så de tager blot hvad der er i skabet. Mange vælger at bruge deres løbesko for de har jo en god komfort, men her er problemet blot, at de er beregnet til blot at løbe fremad i. De giver stor ustabilitet når du skal skifte retning og dermed risikerer du en forvridning i anklen. Samtidig er deres mønster ofte groft og dermed risikerer du også at de ødelægger overfladen på tennisbanen.

Vælg derfor et par tennissko, idet disse giver den rette støtte og giver det bedste greb og fodfæste på banen og dermed sikrer du både et komfortablet spil, men samtidig er du skånsom mod banen og ikke mindst minimerer du risikoen for skade!

Bolde

ITF (Det internationale Tennis Forbund) introducerede tilbage i 2006 stage-systemet med blødere bolde, mindre baner og mindre ketsjere. Her opereres med tre niveauer før fuld bane og traditionelle bolde.

  • Rød (ses her til højre)
    Den røde er lidt større end den traditionelle bold og væsentligt blødere. Der spilles på en bane svarende til servefeltet eller en badmintonbane.
  • Orange (ses her til højre)
    Orange svarer til en halv doublebane i bredden og til ca. midt mellem baglinie og servelinie på tennisbanen. Bolden er ca. 50% langsommere og noget lettere. Størrelsesmæssigt er den samme som den traditionelle bold.
  • Grøn (ses her til højre)
    Bolden minder rigtig meget om den traditionelle, men er ca. 25% lettere og dermed også langsommere og især rigtig mange motionister vil kunne få glæde af at benytte denne bold frem for den traditionelle.
    Der spilles på den traditionelle bane.

Når man starter med at spille er det en god ide at anskaffe sig nogle af de blødere bolde.

Trykløse ctr. trykbolde
Den traditionelle bolde kommer i 2 udgaver; en trykløs eller en overtryksbold.

Den trykløse er typisk lidt hårdere og føles tungere at slå til end overtryksbolden. Den trykløse holder traditionelt også længere, da den ikke taber tryk.

Overtryksbolden opleves af de fleste som værende rarere at spille med, men til gengæld taber den med tiden tryk og bliver derfor langsommere at spille med.