Mandag den 24. september 2007 – før operationen
Mandagen startede egentlig som så mange andre dage. Vækkeuret ringede, og vi stod op. Lene skulle på arbejde, som hun normalt skal, men havde heldigvis fået det ordnet sådan, at hun kunne gå en time før hun normalt skulle have fri. Hun kunne være hjemme kl. 14:45, så vi kunne køre umiddelbart efter kl. 15 for at være i god tid.
Min dag gik med forskellige praktiske gøremål, og jeg fik også afleveret min ene pc til reparation, da jeg igen har døjet med skærmen.
Jeg skulle møde på Ciconia Privathospital Århus kl. 17:00. Derfor skulle jeg være fastende fra kl. 11, dvs. jeg måtte gerne drikke væske uden fedt indtil kl. 15, og derefter skulle jeg være helt uden tilførelse af væske.
Lene kom hjem, og jeg havde fået pakket de sidste ting. Vi havde lånt en bil af Brita (en af Lenes gode veninder, som jeg (heldigvis) også er blevet god ven med :o) ) Vi fik pakket bilen, taget afsked med Pyt, Pjusk og Brita, som overnattede hos os indtil vi kom hjem igen tirsdag. Det hele tog lidt længere tid end ventet, så vi kørte først ud fra matriklen kl. 15:20 og vi ankom helt planmæssigt til Ciconia kl. 16:50.
Det var en lidt bevæget biltur, for der blev snakket om nogle meget følsomme emner, men sådan er det nok i sådanne situationer.
Ved ankomsten til Ciconia blev vi henvist til en opholdsstue, hvor vi ventede i ca. 20 minutter. En sygeplejerske kom og hentede os, og vi blev vist til en stue, hvor jeg skulle klæde om og fik nogle smertestillende piller (2 Pamol og 600 mg Ibumetin). Sygeplejersken konstaterede, at der lige var noget på maven som skulle fjernes, så hun hentede lige en rasermaskine og fik mig raseret.
Herefter kom plastikkirurgen, Susanne Arffmann, som igen kort løb operationen igennem og tegnede lidt på min mave, og så blev der lige taget nogle billeder.
Som det ses her på billedet til højre lavede Susanne Arffmann også et snit op til brystbenet, hvilket blev gjort for at få så optimalt et resultat som muligt, da der var en hel del overskydende skind (som det ses).
Kort efter kom narkoseoverlægen og snakkede med os. En utrolig rar mand, som var meget tillidsvækkende, og jeg blev meget beroliget. Ikke fordi jeg egentlig følte mig særlig urolig og nervøs.
Vi talte om, hvad der skulle ske med mig, og vi talte om mit blodtryk, som han dog ikke var specielt bekymret for, da jeg var i behandling, og han forventede, at mit blodtryk ville ligge på 170/100, hvilket ville være normalt for alle, der stod foran en operation. Og da jeg fik målt blodtryk umiddelbart før narkosen viste det også 162/100.
Da vi var færdige med at snakke, fulgte han mig sammen med en sygeplejerske ind på operationsstuen, hvor jeg kastede mig op på operationslejet. Her blev jeg monteret med en venflon i den venstre hånd og fik sprøjtet lidt beroligende ind.
Narkoseoverlægen informerede narkosesygeplejersken om mig og det, som vi havde talt om. Narkosesygeplejersken fandt noget, som blev sprøjtet ind i min venflon og fortalte, at jeg ville få en snurretur Kort efter fik jeg selve bedøvelsen, og jeg faldt i søvn. Her var klokken 18:10.
Mandag den 24. september 2007 – efter operationen
Det næste, jeg husker, var, at jeg skulle løfte bagdelen for, at de kunne give mig mine støttebukser på.
Jeg kan ikke huske, at jeg blev flyttet over i min egen seng, men jeg fik senere at vide, at de havde været nødt til at løfte mig over med et løftestykke.
Det næste, jeg husker, er, at jeg er på opvågningen, og Lene kommer, og det var jeg utrolig glad for. Jeg havde det egentligt rigtig godt, kunne mærke lidt strammen over maven, men ingen smerter. Lene fortæller mig, at klokken er 20:30.
Lene fortalte mig senere, at jeg vist havde snakket en del i søvne med en af sygeplejerskerne, og det havde de vist moret sig en del over!
Jeg fik lidt vand at drikke, og det var også rart. Sygeplejersken fortalte, at alt var gået godt og kunne bl.a. fortælle mig, at mit blodtryk under operationen havde været 120/50. Jeg fik ikke yderligere målt mit blodtryk under mit ophold på Ciconia.
Et par gange under min opvågning fik jeg rystelser, hvilket var forårsaget af narkosen var ved at forlade kroppen. Første gang fik jeg noget smertestillende, og det virkede i løbet af et minuts tid. Anden gang fik jeg Petidin, som også virker beroligende. Første gang blev jeg lidt nervøs, men da jeg fik at vide, at det var helt normalt, og jeg fik noget til at dæmpe symptomerne, faldt jeg hurtigt til ro.
Jeg var pakket godt ned under dynen. På et tidspunkt havde jeg det varmt, og da Lene ville hjælpe mig med at flytte dynen, opdagede vi, at jeg havde blødt en del. Det viste sig, at være en af udgangene på et af de to dræn, som jeg havde, som lækkede.
Jeg fik en blå pude på og fik skiftet lidt af sengetøjet.
Kort efter får jeg min første portion yoghurt, hvilket jeg faktisk ikke har spist siden jeg var på flydende kost efter min Gastric Bypass-operation for næsten halvanden år siden, men hold op det smagte godt. Jeg nåede at spise endnu en, inden jeg kom ned på vores egen stue kl. ca. 23:30
Jeg måtte blive lidt længere på opvågningen, da jeg fik de føromtalte rysteture og så ville de observere mig lidt længere.
Tilbage på stuen fik jeg lov til at komme ud af sengen og fik lov til at komme en tur på toilettet, efterfulgt af et par omgange rundt på stuen.
Tilbage i sengen, og Lene i en seng ved siden af, lagde vi os til at sove, for vi var begge trætte. Det havde også været et par hårde dage for Lene.
Vi faldt begge ret hurtigt i søvn og var kun vågen en enkelt gang, da natsygeplejersken kom ind for lige at høre, hvordan jeg havde det.
Tirsdag den 25. september 2007 – Dag 1
Kl. 7 vågnede jeg og fik også vækket Lene. Jeg kaldte på sygeplejersken, da jeg følte en let trykken, men havde en gedigen hovedpine og ondt i ryggen, hvilket sikkert var forårsaget af, at jeg havde ligget på ryggen så meget. Jeg fik igen en lille cocktail af Pamol og Ibumetin.
Sygeplejersken spurgte, om vi ville have morgenmad, hvilket vi gerne ville. Vi fik serveret frisk brød med tilbehør, juice, vand og kaffe. Super lækkert, og så var der sat lys på bordet!
Efter morgenmaden var det tid til at komme på badeværelse og lige blive vasket en smule.
Det skulle vise sige, at jeg igen blødte ved siden af mit dræn. Jeg fik en rigtig uhyggelig svimmeltur, hvor der var en kort periode, hvor Lene ikke kunne komme i kontakt med mig. Jeg kunne godt huske bagefter, at hun havde snakket til mig, men jeg havde ikke været i stand til at svare, og jeg kunne ikke se klart, da vi gik ind til min seng igen. Jeg havde det rigtig dårligt.
Det viste sig, at jeg igen havde blødt en del, men årsagen til min svimmeltur skal nok nærmeres ses i overanstrengelse efter operationen jf. sygeplejersken.
Jeg fik skiftet al min forbinding og lagt nye skumtapestykker på kryds og på tværs for at holde sammen på huden og arene.
Efter en halvanden times tid følte jeg mig frisk nok til, at vi kunne pakke bilen og begive os på vej mod Aalborg igen. Inden hjemturen fik jeg lige et stykke brød og endnu en portion smertestillende, så jeg ikke havde for mange smerter.
På vej hjem slog vi lige et smut forbi Ikea, hvor Lene købte et bakkebord, som jeg kunne have over maven, når jeg dels ligger i sengen og dels sidder i min stol i stuen, så Pyt og Pjusk fortsat vil kunne være omkring mig og kun skal være alene når jeg sover. Og så fik jeg en isbjørnebamse af Lene!
Hjemturen gik fint og vel hjemme fik vi serveret kaffe/the og tærte af Brita. Hvor var det bare skønt at være hjemme!
Resten af dagen gik i fred og ro og et par enkelte gange måtte vi skifte forbindingen ved drænhullerne, da der var sivet noget blod/væske ud.
Jeg fik ikke smertestillende før kl. 3 om natten igen, hvor jeg igen havde hovedpine og ondt i ryggen.
Onsdag den 26. september 2007 – Dag 2
Dagen startede med opvågning kl. 7, hvor jeg fik lidt cornflakes og fik skiftet forbinding, da der igen havde været læk fra drænudgangen.
I de to dræn var der henholdsvis 10 ml og 50 ml.
Tilbage i sengen så jeg lidt tv, mens Lene fik lov til at sove lidt mere, jeg har trukket store veksler på hende og hun har været en helt utrolig støtte og hjælp.
Først på eftermiddagen fik vi besøg af først Lenes søster og nevø, Lillian og Peter og min søster Connie.
Midt på eftermiddagen kom Jan og Esther fra vores lokale støttegruppe forbi.
Det var dejligt med lidt besøg, men jeg måtte også erkende, at det også var lidt hårdt, og jeg var godt brugt.
Jeg fik lidt smertestillende kl. 15.
Egentligt havde jeg ikke smerter, men lidt pressen og murren, og det var nok mere et udtryk for profylakse.
Vi kunne sidst på aftenen konstatere, at der var trukket noget væske ud i huden lige over kønsorganet og i den øverste del af penis.
Torsdag den 27. september 2007 – Dag 3
Vi vågnede igen ved 7-tiden og jeg fik checket mine dræn og denne gang var der henholdsvis 30 ml og 20 ml.
Torsdag morgen fik jeg et lille nedbrud rent psykisk, men heldigvis var Lene ved min side og kunne støtte mig.
I løbet af formiddagen kontaktede jeg Ciconia, idet vi gerne ville være sikre på, at alt var i orden ifht. den udtrukne væske og hen på eftermiddagen, havde sygeplejersken været i kontakt med Susanne Arffmann. Den udtrukne væske kunne forventes og man ville overveje at forsøge at suge den ud via drænene fredag morgen, når jeg skulle derned for at få fjernet drænene.
Dagen er ellers primært gået på ryggen på sofaen og i min stol, men jeg tog mig også mod til en lille gåtur sammen med Lene ude i det fri. Det var lidt anstrengende, men dejligt at komme lidt ud og mon ikke vi gør det samme efter aftensmaden.
Fredag den 28. september 2007 – Dag 4
Dagen startede tidligt, da Tina fra vores støttegruppe skulle komme og hente os og køre os til Ciconia Århus Privathospital til fjernelse af dræn.
Desværre viste det sig, at der i løbet af natten var komme 15 ml i det ene dræn, mens der i det andet var kommet næsten 60 ml. Det betød, at jeg kun fik fjernet det ene dræn, men det er jo ok for det er for min egen skyld, omend jeg havde glædet mig meget til at kunne tage et bad, men det er indtil videre udsat til mandag, hvor jeg skal kontakte Ciconia med henblik på at få ok til at få fjernet det sidste dræn. Heldigvis fik jeg lov til at få det fjernet hos min egen læge.
Jeg fik skiftet min skumtape og plastrene over over mine ar. Undervejs fik vi lov til at se min nye navle (på billedet her over).
Da vi kom hjem tog vi lige en frokost på Cafe Spiret i Aalborg sammen med Tina, hvorefter vores seng havde savnet os gevaldigt, så vi måtte lige hvile os lidt.
Sidst på eftermiddagen fik vi lige besøg af formanden for AaB Ishockey, som lige ville kigge forbi og se, hvordan jeg havde det.
Aftenen skal gå med hygge i sofaen 🙂
Opdatering 7/10:
Ja, det er lidt siden jeg har opdateret min side omkring min hudreduktion.
Mit andet dræn fik jeg trukket ud hos min egen læge mandag den 1. oktober. Billede fra om aftenen ses her til højre
Om eftermiddagen tilstødte desværre feber, og om aftenen havde jeg det rigtig skidt.
Tirsdag morgen kontaktede jeg Ciconia, da jeg stadig havde feber og følte en vis pressen især i højre side af maven.
Jeg fik besked om at blive tilset af en læge og jeg var mest tryg ved at tage derned, så jeg kontaktede Falck, som jeg har et akut-abonnement hos, og de kom og hentede både mig og Lene. Lene var til seminar på skolen, men hun kom straks hjem, da jeg kontaktede hende.
Da vi ankom til Ciconia blev vi modtaget af cheflægen, som straks undersøgte mig og konstaterede, at alt så og føltes fint på maven, men da jeg havde feber ville han for en sikkerheds skyld ordinere penicillin. Over de næste dage aftog feberen uden dog at forsvinde helt.
Fredag den 5. oplevede jeg en lille udsivning fra arret, og da vi vågnede lørdag morgen var der trukket ganske meget væske ud.
Lørdag var der også tid til kontrol på Ciconia hos Susanne Arffmann (kirurgen). Hun undersøgte mig og konstaterede, at der stod en del væske i såret.
Susanne trak manuel via et kateter ca. 500 ml væske ud. Det lettede helt utroligt at væske blev fjernet og det er lidt utroligt at tænke på , at der kan være så meget væske i det område 🙂
Det er ikke unormalt, at der kan opsamles væske efter et stå stort indgreb, men det gør jo så desværre, at min helingsproces bliver lidt længere og jeg fik besked på, at min sygemelding skulle forlænges i første omgang med endnu en uge.
Da feberen ikke var helt væk endnu og sikkert også grundet væskeophobningen blev doseringen af penicillin hævet fra x2 til x3.
Alt dette betød så, at jeg ikke fik fjernet mine sting omkring min navle som det oprindeligt havde været planlagt.
Susanne Arffmann ville gerne se mig igen mandag morgen til en ny kontrol og forbindingsskifte.
Da vi kom hjem var der tid til lidt hygge i stuen med “drengene” og mon ikke de havde savnet deres “far”, som de efterhånden er blevet vant til at han er der hele tiden 🙂
8. oktober 2007:
Dagens besøg på Ciconia var hovedsageligt positivt, idet der godt nok fortsat var væske i maven, men ikke mere end, at Susanne Arffmann forventede at min krop ville kunne absorbere det.
Jeg fik fjernet mine sting omkring min nye navle og næste gang den er synlig, skal jeg nok få den foreviget og resultatet lagt ind her på siden. Feberen er også slået ned 🙂
Desværre er badning fortsat ikke tilladt og skal undgås indtil såret er helet og der ikke længere siver væske ud 🙁
Men heldigvis fik jeg lov til at tage til ishockey i weekenden, hvor der er Continental Cup i Aalborg og fik også lov til at tage til Kolding næste weekend, hvor jeg skal holde et mindre oplæg på et seminar for vores klubkonsulenter. Jeg skal fortsat tage den meget med ro og må fortsat ikke løfte og fysisk aktivitet ud over mindre gåture er også udelukket.
Jeg skal have en ny kontrol den 18. oktober og så må vi se om det ikke går som det skal og jeg kort der efter kan få lov til at cykle bare små ture.
15. oktober 2007:
Nu er der gået endnu en uge.
Min seneste opdatering var ganske positiv, dog måtte jeg mandag aften opleve en kraftig udsivning fra hullet i min højre side og mens jeg lå på sengen kunne vi forsigtigt massere maven og trykke en hel del væske ud.
De næste par dage kom der kun lidt væske ud og lørdag morgen var der kun kommet ganske lidt og derfor valgte vi at jeg kun skulle have en lille pude på begge huller.
Og dette til trods for at jeg havde været til ishockey fredag aften, hvor jeg havde fornøjelsen af at se mit hold vinde sin første kamp i Continental Cup.
Lørdag var vi til middag hos min søster og søndag tog vi igen til ishockey og her overværede vi de to sidste kampe i Continental Cup – og mit hold vandt både sin sidste kamp og hele turneringen og kvalificerede sig dermed til semifinalerunden.
Alt i alt må jeg sige, at det går fremad, idet der kun var en ganske lille udsivning fra hullet i højre side, mens der slet ikke var noget fra hullet (tidligere hul) i midten. Derfor fik jeg efter dagens bad kun en lille pude på ved hullet i højre side og mon ikke det snart er helt lukket og der ikke kommer mere ud.
Jeg føler mig stadig træt, men det er også kun tre uger siden jeg blev opereret, så det er nok helt forventeligt. Heldigvis oplever jeg stor forståelse fra mine arbejdsgivere, som begge har sagt jeg skal tage den med ro og sørge for at blive helt klar før jeg vender tilbage.
Min næste kontrol er på torsdag i Århus hos kirurgen og her er jeg spændt på at høre hvad hun siger. Jeg håber snart hun giver mig lov til at stige på cyklen igen, den råber på mig hver gang jeg bevæger mig ud i carporten 🙂
22. oktober 2007:
Endnu en uge er gået, og i torsdags var jeg til kontrol på Ciconia i Århus
Susanne var fuldt ud til freds med mine fremskridt og jeg fik lov til at være lidt mere aktiv og jeg fik endda lov til at begynde at cykle, men som Susanne udtrykte det, i bedstefartempo 🙂
Jeg må er kende, at jeg havde været noget bekymret, idet jeg havde et lille hul i venstre side og et noget større i højre side og især det i højre side væskede en del. Men begge var blot et resultat af at aret var revnet og de var begge blot overfladiske. Begge heler fint op og de klør med mellemrum a-h-t, og det er vist et ganske godt tegn.
Ellers oplever jeg faktisk at det generelt går fremad, spændingerne bliver mindre og jeg føler mig mere fri og i går gik vi en tur i Pajhede Skov. Det var dejligt endelig at kommer lidt ud i naturen og det var dejligt at komme ud og bevæge sig lidt. Og det var en anden træthed end ellers, da vi kom hjem og sengen kastede sig op på ryggen :))
Planen er nu, at jeg fortsat er sygemeldt i endnu en uge og hvis alt fortsætter som det gør pt. starter jeg igen tirsdag den 30. oktober efter 5 ugers sygemelding. Der vil fortsat gå en periode før jeg igen er helt på toppen og må løfte mv. Jeg er dog fuldt ud sikker på, at det nok skal komme.
Jeg skal have en kort kontrol igen på torsdag og så vil Susanne se mig igen om tre måneder til et opfølgende kontrol og til vurdering af revision af hundeører, og især i venstre side, er der noget at revidedere.
Men inden da, er jeg forhåbentlig i dialog omkring hvad der skal ske med bryst, arme og evt. ben.
8. november 2007:
Alt går som det skal. Hullet i min venstre side er helet op, mens der nu kun er et ganske lille, lille bitte hul i højre side og jeg forventer, at jeg på mandag kan tage min første tur i svømmehallen.
Jeg bruger stadig mine speedos i dagtimerne, men er begyndt at sove uden dem og det var da i starten en lidt sjov fornemmelse. Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at jeg ikke længere skal bruge dem. Jeg er dog overbevidst om, at de gør gavn, så jeg bruger dem naturligvis, som jeg skal.
3. december 2007:
Alt går fortsat helt som det skal og jeg oplever pt. nærmest ingen alvorlige begrænsninger i det daglige.
Jeg er også begyndt at tage del i de mere alvorlige hverdags sysler og den hjemlige rengøring og tro det om I vil, det er faktisk meget rart :o)
Jeg gør nu pt. og venter på hvad mit næste skridt bliver omkring min fortsatte hudreduktion, hvor jeg meget gerne vil have reduceret mine bryster og mine overarme.
13. januar 2008:
Ja, der er nu gået 3½ måned siden min operation og alt går helt som det skal. Jeg er sågar begyndt at løbe sammen med Lene og det er en hel rar fornemmelse at kunne gøre uden at maven hænger og dasker mod knæene!
På torsdag skal jeg til 3 måneders kontrol på Ciconia hos kirurgen og her skal vi aftale revision af hundeørerne, dvs. de hudflapper, som sider på hver side af maven. Det er en del, som de sjældent får fjernet fuldt ud ved den første operation.
De ses her på billedet herover og især er hundeøret i min venstre side det værste, så dem ser jeg frem til at få ordnet.
18. januar 2008:
I går var jeg til kontrol og kirurgen, Susanne Arffmann var meget tilfreds.
Hun ville dog meget gerne revidere hundeørerne og det vil ske samtidig med min hudreduktion på brystregionen fredag den 25. januar.
